Pyrosatser i brandammunition: Nye stoffer

Kort sagt: Større reaktivitet giver ofte større effekt – og næsten altid større risiko. Jeg ser i sammenligningen fem stofgrupper, der især adskiller sig markant med hensyn til antændelse, varme og opbevaring. Juridisk er det klart i Tyskland: brandammunition er forbudt for civile, og fosfor- og termitammunition er til dels også omfattet af krigsvåbenlovgivningen.

Hvis du bare hurtigt vil danne dig et overblik over teksten, er her hovedpunkterne:

• Mg/Al-nitratsatser er den enkle grundform: meget lys, meget varme, men følsomme over for fugt
• Termit giver den højeste spidstemperatur på omkring 2.200 til 3.000 °C, men kræver en høj tærskel for at blive antændt
• Hvidt fosfor antændes allerede ved omkring 30 til 40 °C og er derfor særligt risikabelt under opbevaring
• Metalhydrider antændes ofte tidligere end rent metalpulver, men reagerer følsomt på vand og luftfugtighed
• Nano- og hybridsatser sænker til dels antændelsestemperaturen og afgiver energi på meget kort tid, men er ofte mere følsomme over for friktion, slag og ESD

Mønstret er tydeligt:
let antændelse = større risiko ved opbevaring og håndtering
svær antændelse = som regel større kontrol før affyring

I praksis handler det derfor ikke kun om kemien. Jeg fokuserer især på tre spørgsmål:

• Hvor let antændes satsen?
• Hvor koncentreret eller bredt fordelt er varmevirkningen?
• Hvor meget påvirkes blandingen af fugt, ældning eller forkert opbevaring?

Hurtig sammenligning

Nogle tal gør forskellen tydelig med det samme: Hvidt fosfor kan brænde i luft allerede ved 30–46 °C, mens termit ofte først antændes ved 600–900 °C eller mere. Nanotermit kan afhængigt af systemet antændes betydeligt tidligere end grove blandinger. Og i Mg-/nitratsystemer kan fugt allerede ved temperaturer på 70 til 135 °C bidrage til kritisk selvopvarmning.

Jeg ser derfor ikke sammenligningen af stoffer som et spørgsmål om „nyt mod gammelt“. For mig viser teksten noget enklere: Nye blandinger flytter kun målkonflikten mellem ydeevne, antændelsesegenskaber og stabilitet. Det er netop det, resten af artiklen handler om.

sbb-itb-1cfd233

1. Klassiske magnesium-/aluminiumnitratblandinger

Opbygning

Disse blandinger består af et metallisk brændstof – magnesium, aluminium eller magnalium – og et nitrat som oxidationsmiddel. Typiske oxidationsmidler er KNO₃, NaNO₃, bariumnitrat og strontiumnitrat. KNO₃/Mg-systemer reagerer stærkt eksotermt. Blandingsforholdet tilpasses efter den ønskede effekt.

I praksis er forhold mellem 60:40 og 50:50 (oxidationsmiddel:brændstof) ofte almindelige ^[4]. I militære brandblandinger af magnalium/nitrat ligger magnaliumandelen ofte på 25–50 vægtprocent og nitratandelen på 15–40 vægtprocent ^[6][7]. Det er netop dette enkle metal/nitrat-princip, der gør disse blandinger til grundformen for mange pyrotekniske blandinger.

Antændelsesegenskaber

Magnesium sænker antændelsestærsklen. Aluminium giver højere energitæthed og ofte også længere brændetid, men kræver til gengæld en kraftigere initiering. Nitrater virker mindre aggressivt som oxidationsmidler end chlorater eller perchlorater. Derfor er det ofte nødvendigt med en separat initieringsladning.

Men det har også en klar fordel: Sammenlignet med mere reaktive oxidationsmiddelsystemer er antændelsesegenskaberne lettere at kontrollere. Det er en fordel ved håndtering.

Varmeafgivelse

Effekten skyldes høje flammetemperaturer og kraftig strålevarme. Afhængigt af formuleringen spiller smeltede metalpartikler også en rolle, da de fortsætter med at brænde efter frigivelsen. Man kan forestille sig det som en effekt med efterglød: Blandingen er ikke „færdig“ efter den første opflamning.

For Mg/nitrat-illuminanter angives lysværdier på 2–7 kcd·s·g⁻¹ for grønne bariumnitratblandinger og op til 15–50 kcd·s·g⁻¹ for natriumbaserede hvidlys-illuminanter ^[10]. Disse angivelser vedrører lyseffekten, ikke den rene varmeafgivelse.

Lagringsstabilitet

Klassiske Mg-/Al-nitratblandinger er mere lagringsstabile end chloratbaserede blandinger, men reagerer mærkbart på fugt. Især Al/NaNO₃-systemer kan blive kritiske ved tilstedeværelse af vand: De udviser en lavtemperatur-eksoterm mellem 70 og 135 °C, som kan føre til selvopvarmning.

KNO₃ er mindre hygroskopisk end NaNO₃ og derfor bedre egnet til opbevaring ^[4][11]. Tilsætningsstoffer som borsyre og calciumresinat hjælper også. For calciumresinat anbefales 2–4 %. Ældningsforsøg ved 50 °C og 65 % relativ luftfugtighed viser, at sådanne tilsætningsstoffer holder ydeevnen stabil over længere tid ^[11].

Til sammenligning arbejder termitblandinger ved betydeligt højere reaktionstemperaturer, men har et andet tændings- og stabilitetsprofil.

2. Termitblandinger

Efter de nitratbaserede blandinger kommer her den termitiske pendant.

Opbygning

Termit bruger ikke et oxidatorsalt, men et metaloxid som iltkilde. Den klassiske blanding består efter vægt af 75 % jern(III)oxid og 25 % aluminiumpulver ^[13][9]. Aluminium reducerer jernoxidet. Tilbage bliver flydende jern og aluminiumoxid som slagge.

Til brandammunition bruger man ofte pressede pellets eller støbte emner. Bindemidler som fenolharpikser eller fluorpolymerer holder formen sammen og gør blandingen mere robust. Ud over jernoxid kan man også bruge kobberoxider, molybdænoxider eller andre metaloxider. På den måde kan man målrettet ændre brændtemperaturen og slaggenes egenskaber.

Partikelstørrelsen spiller også en stor rolle. Finere partikler gør blandingen mere reaktiv og samtidig mere følsom. Grovere partikler dæmper begge dele.

Tændingsegenskaber

Klassisk jern-aluminium-termit er svær at antænde. Udfordringen er den høje antændelsestemperatur og den lave følsomhed over for en initialtænder. Selvantændelsestemperaturen ligger over 999 °C ^[13]. Det er betydeligt højere end for mange magnesiumbaserede blandinger. Et almindeligt slag er derfor ikke nok.

I praksis kræver termit derfor en initialtænder. Ofte bruges Mg-nitrat- eller bor-kaliumnitratblandinger, fordi de leverer den nødvendige tændingsenergi.

Ved partikler i nanostørrelse ændrer adfærden sig mærkbart. Al/Fe₂O₃ med jernoxid i nanostørrelse antændes allerede ved omkring 605 °C, mens den samme blanding med oxid i mikrometerstørrelse først reagerer ved cirka 615 °C ^[20]. Forskellen er endnu tydeligere for Al/MoO₃: Systemet med 100-nm-partikler antændes allerede ved 458 °C, mens mikrovarianten først antændes ved 955 °C ^[20]. Nanotermit antændes altså lettere, men er til gengæld også mere følsomt over for slag, friktion og elektrostatisk udladning.

Varmeafgivelse

Reaktionen frigiver omkring 859 kJ/mol eller 3,9 kJ/g ^[19][9]. Den adiabatiske forbrændingstemperatur er cirka 2.862 °C ved en støkiometrisk blanding ^[2]. Da termit selv medbringer sin ilt, brænder det videre uden lufttilførsel ^[18].

Sammenlignet med magnesium-nitratblandinger opstår der som regel mindre åben ild. I stedet giver termit en stærkt koncentreret højtemperatureffekt fra det smeltede metal. Det er netop det, der gør sådanne blandinger så effektive mod stålkonstruktioner, motorblokke eller ammunitionslagre. Her er punktvis, vedvarende varme ofte vigtigere end en bred flammefront.

Opbevaringsstabilitet

Makroskopisk termit er meget stabilt ved tør opbevaring. Jern(III)oxid og aluminium reagerer ikke med hinanden ved stuetemperatur, anses for at være lidet følsomme over for slag og friktion og forbliver stabile i årtier ved tør opbevaring ^[12][15][9]. Det er en klar fordel sammenlignet med systemer, der indeholder magnesium og nitrat, og som reagerer kraftigere på fugt.

Med nanothermit forholder det sig anderledes. Studier af Al/Fe₂O₃-nanothermit viser, at luftfugtighed kan medføre betydelig ældning, og at varmeafgivelsen falder målbart. Nikkel-doterede systemer ældes langsommere ^[14]. Som modforanstaltning er der udviklet superhydrofobe nanothermitbelægninger, der reducerer vandoptagelse og langtidsnedbrydning ^[16]. I praksis afhænger termitblandingers lagringsstabilitet derfor i høj grad af partikelstørrelse og bindemiddelsystem.

3. Fosforbaserede blandinger

Opbygning

I modsætning til termit antændes fosfor lettere, men er mere følsomt under opbevaring. Det vigtigste stof i denne gruppe er hvidt fosfor (WP). Det forekommer som et stærkt reaktivt P₄-molekyle. I praksis bruges WP som regel som en indkapslet fyldning i metalhylstre og spredes fint efter sprængningen.^[27][31]

Nogle konstruktioner blander desuden WP med hexamethylentetramin (HMTA) for at forstærke brandvirkningen.^[25] Fokus er dermed mindre på høj antændelsestærskel og ekstrem spidstemperatur og mere på selvantændelse og det dermed forbundne arbejde med opbevaring.

Rødt fosfor (RP) spiller kun en mindre rolle. Det forekommer især i pressede blandinger eller belægninger sammen med oxidationsmidler og bindemidler.^[32] RP antændes først ved omkring 260 °C og kræver derfor en varm initialtænder. I brug reagerer det altså mindre spontant end WP, men er til gengæld betydeligt mindre følsomt under opbevaring.

Antændelsesegenskaber

WP er pyrofork. Efter frigivelse kan det altså brænde uden en separat tænder. I fugtig luft ligger selvantændelsestemperaturen på 30–34 °C, og i tør luft på 35–46 °C.^[33][24][26] Det gør WP-ammunition pålidelig i brug, men samtidig sikkerhedskritisk.

Varmeafgivelse

Forbrændingen foregår primært efter P₄ + 5 O₂ → P₄O₁₀ og når flammetemperaturer på over 1.300 °C.^[23][30] Det er nok til sikkert at antænde tekstiler, brændstoffer og træ. Samtidig dannes tætte, hvide røgskyer af fosforoxider, som reagerer med luftfugtighed og danner fosforsyrer.^[27][30]

Restaktiviteten er stadig et kritisk punkt. Forkullede rester kan stadig indeholde op til 15 % aktivt WP og kan blusse op igen selv flere uger efter brug, hvis de går i stykker eller igen kommer i kontakt med luft.^[28]

Lagerstabilitet

Ved kontakt med luft er WP dårligt lagerstabilt. Det oxiderer langsomt, kan danne fosforsyrer og dermed angribe metalhylstre. Opbevaring bliver kritisk allerede ved temperaturer omkring 30 °C. Dertil kommer det lave smeltepunkt på kun 44,1 °C.^{[23][21][26][29]}

Derfor opbevares det typisk under vand eller inert, kombineret med regelmæssig kontrol for korrosion og lækager.^[21][26][28] Rød fosfor er betydeligt mere stabilt, men skal også opbevares tørt og køligt og beskyttes mod støvdannelse.^[32] Sammenlignet med termitblandinger kræver fosforbaserede systemer derfor generelt mere krævende opbevaring.

4. Metalhydridbaserede blandinger

Efter termit og fosfor handler det nu om blandinger, der er udviklet til meget høj lysydelse, men som kan være vanskelige at opbevare.

Opbygning

Metalhydridbaserede pyrosatser bruger forbindelser som titanhydrid (TiH₂), zirconiumhydrid (ZrH₂) eller magnesiumhydrid (MgH₂) som brændstof. Derudover bruges stærke oxidationsmidler som kaliumperchlorat (KClO₄), kaliumchlorat (KClO₃), bariumnitrat (Ba(NO₃)₂) eller strontiumnitrat (Sr(NO₃)₂).^{[34][36][38][42]}

Sammenlignet med klassiske metalblandinger kan brændstofandelen her stige til 70–80 vægtprocent. Det kan øge lysudbyttet. Årsagen er ret enkel: Brinten, der er bundet i hydridet, frigives under forbrændingen og sætter yderligere gang i oxidationen.^[34][39]

Antændelsesegenskaber

Metalhydrider antændes som regel lettere og ved lavere temperaturer end rent metalpulver.^[34][36][39] Det gør en tydelig forskel i praksis.

Hydreret magnesium med KClO₄ antændes ved omkring 480 °C. Det er cirka 200 °C lavere end for ikke-hydreret magnesium. For TiH₂ er antændelsestemperaturen med KClO₃ omkring 472 °C og med Ba(NO₃)₂ omkring 570 °C.^[36]

Også med bor-tilsætninger ses den samme effekt. Hydrider som LiH, TiH₂ og ZrH₂ forkorter tydeligt tændingsforsinkelsen. I en undersøgelse sænkede LiH den med omkring 34 % – fra cirka 132 ms til 87 ms.^[39]

Varmeafgivelse

Metalhydridblandinger opnår som regel lidt lavere flammetemperaturer end rene metalbrande. Til gengæld giver de ofte mere lys og en mere intens flamme.^[43][38] Det gør dem særligt interessante til lysanvendelser.

ZrH₂ giver et meget klart, hvidt lys under forbrændingen – det såkaldte zirkonlys. Derfor bruges det i militære lys- og brandblandinger.^[35] En patenteret MgH₂/Sr(NO₃)₂-blanding viser lavere brændhastigheder og samtidig højere lysudbytte. Det passer godt til lysblandinger og sporlysammunition.^[38]

Emnet dukker også op inden for faststofdrivmidler: AlH₃ kan øge den specifikke impuls med omkring 20 s.^[37]

Opbevaringsstabilitet

Ulempen er tydeligvis opbevaringsstabiliteten. Mange metalhydrider er følsomme over for fugt og kan selvantænde.^[40][41][42] Du får altså høj ydeevne, men også større risiko.

Aluminiumhydrid (AlH₃) er særligt kritisk. Det anses for ustabilt, nedbrydes ved påvirkning af fugt og reagerer farligt med vand.^[42] ZrH₂ er ganske vist ikke selvantændeligt, men klassificeres som et brandfarligt fast stof (kategori 1). Ved kontakt med vand kan der dannes brændbare gasser, og hydridbrande må ikke slukkes med vand.^[35][40]

I stedet er følgende egnet:

• Metalbrandpulver
• tørt sand
• Salt^[35][40]

Der er også et andet problem: Industrielle brandhændelser viser, at hydridbrande kan blusse op igen efter tilsyneladende at være slukket.^[40] Derfor er tør opbevaring, antistatisk håndtering og tæt lukket emballage et krav.^[40][41][42]

Dermed begynder overgangen til perchloratfri nano- og hybridblandinger, hvor reaktivitet og stabilitet afvejes endnu mere nøje mod hinanden.

5. Perchloratfri nano- og hybridblandinger

Opbygning

Her handler det ikke længere kun om spørgsmålet, hvilket oxidationsmiddel der bruges. Fokus er nu på partikelstørrelse, overfladereaktion og den måde, blandingen er sammensat på. Perchloratfri nano- og hybridblandinger erstatter kaliumperchlorat med nitrater, periodater eller metaloxider. Nanopartikler på under 100 nm øger den effektive overflade kraftigt og dermed også reaktiviteten. Her ligger den grundlæggende konflikt: større effekt på den ene side og vanskeligere lagringsstabilitet på den anden.

Typiske systemer er baseret på aluminium-nanopartikler og metaloxider som CuO, Fe₂O₃, MoO₃ eller WO₃. Ofte tilsættes fluorpolymerer som PTFE eller Viton samt organiske bindemidler. Sådanne blandinger kaldes også metastabile intermolekylære kompositter (MICs) eller supertermit.^[50][47] Hybridformuleringer kombinerer termitreaktioner med gasfrigivende komponenter eller fluorpolymerer for at styre antændelsestemperatur og flammedynamik målrettet.^[51]

Antændingsforløb

Strukturer i nanoskala forkorter mærkbart antændelsesforsinkelsen. Ved laserantænding kan man nå under 15 ms, og et Al/oxid-forhold på omkring 1,2 anses for at være gunstigt.^[44] For grafenoxidmodificerede nanothermitter faldt antændelsestemperaturen fra omkring 545 °C til 509 °C. Samtidig steg forbrændingsvarmen med omkring 200 %.^[48]

Ulempen er åbenlys: Den høje reaktivitet gør også disse blandinger mere følsomme over for friktion, slag og elektrostatisk udladning.^[45][52] Nano-Al/WO₃-termiter bliver langt mere følsomme over for friktion og får en mange gange højere forbrændingshastighed, når man skifter fra mikro- til nanopartikler.^[52]

Varmeafgivelse

Større reaktivitet betyder først og fremmest hurtigere forbrænding. Det øger ikke automatisk den samlede energi. Termitter i nanoskala reagerer mere fuldstændigt og på kortere tid, hvilket giver en kraftig termisk puls. Hybride systemer kan tilpasses, så de enten afgiver en kort spidspuls eller frigiver varmen mere jævnt.

Klorfrie oxidationsmidler reducerer restprodukter og HCl-emissioner markant. For TNEF/HTPB ligger de tæt på 0 % i stedet for over 15 % som for AP/HTPB.^[1][49]

Lagringsstabilitet

Lagringsstabiliteten er stadig flaskehalsen. Den store overflade gavner ganske vist ydeevnen, men fremskynder også oxidation, fugtoptagelse og agglomerering.^[45] I accelererede ældningstests ved 70 °C over 87 dage forblev antændelsestemperaturerne stabile, og der blev ikke fundet nedbrydningsprodukter.^[46]

I sidste ende afhænger meget af helt praktiske forhold: ren emballage, konsekvent beskyttelse mod fugt og snævre produktionstolerancer for partikelstørrelsesfordelingen.

Disse forskelle danner grundlag for den efterfølgende tekniske sammenligning.

Teknisk sammenligning: Antændelse, varmeafgivelse og lagerstabilitet

De fem stofgrupper adskiller sig til dels markant med hensyn til antændelse, varmeafgivelse og opbevaring. Denne sammenligning gør det hurtigt klart, hvorfor nogle systemer er nemme at bruge i praksis, mens andre kræver langt større forsigtighed.

Antændelse

Hvidt fosfor antændes først, mens termit antændes sidst. Metalhydrider ligger imellem.

Sagt på en anden måde stiger antændelsestærsklen tydeligt fra fosfor over hydrider og nitrater til termit. Det er en stor forskel, fordi en lav antændelsestemperatur ganske vist gør det lettere at starte reaktionen, men ofte gør håndteringen mere risikabel.

Det afgørende er dog ikke kun, hvornår et stof antændes. Det er lige så vigtigt, hvor koncentreret varmen frigives, og hvor længe reaktionen varer.

Varmeafgivelse

Termitblandinger giver de højeste spidstemperaturer og koncentrerer energien kraftigt på et lille område. ^[8] Det gør dem interessante dér, hvor der er brug for en lokal, meget varm effekt.

Magnalium-bariumnitratblandinger når flammetemperaturer på over 1.500 °C og giver et intenst hvidt lys. ^[1][57] Hvidt fosfor ligger med 800–1.300 °C klart lavere, men brænder til gengæld længere og mere fladedækkende. ^[27][23]

Her viser sig et velkendt mønster: Større effekt betyder ofte også strengere krav til opbevaring og håndtering.

Lagerstabilitet

Termitiske blandinger er de mest stabile. Fosfor- og metalhydridblandinger er de mest følsomme. Derfor er lagerstabilitet et af de vigtigste punkter for den praktiske anvendelighed.

Netop disse tekniske forskelle præger også den juridiske og praktiske vurdering.

Lovgivning, praktisk relevans samt fordele og ulemper

Teknisk set adskiller disse stofgrupper sig tydeligt fra hinanden. I den civile sektor spiller det dog næsten ingen rolle juridisk i Tyskland, for reglerne er entydige: Brandammunition er forbudt. Fosfor- og termitammunition er desuden omfattet af krigsvåbenlovgivningen i henhold til nr. 50 på listen over krigsvåben.^{[3][61][63][65]} Der er ingen særregler for jægere og sportsskytter. Besiddelse, handel eller import kan straffes med op til fem års fængsel.^[3]

Waffengesetz (WaffG) skelner mellem tilladt pyroteknisk ammunition på den ene side og brand- samt lysammunition på den anden. Pyroteknisk ammunition kan være tilladt, hvis den bruges som signalammunition eller til lignende sikkerhedsformål. Brand- og lysammunition betragtes derimod – medmindre den allerede er klassificeret som krigsvåben – som forbudt ammunition.^[17][62][64]

Der er heller ikke plads til at gå efter mavefornemmelsen, når det gælder nye pyrotekniske blandinger. Før de må markedsføres, kræves en BAM-godkendelse. Derudover gælder de aktuelle regler for farligt gods og mærkning.^{[59][60][68][69]}

For lovlig jagt- og sportsammunition er det først og fremmest godkendelsen, der tæller. Brandammunition hører ikke hjemme i den civile sektor.^{[63][66][67][70]} Hvis du leder efter godkendt jagt- eller sportsammunition, finder du på Gunfinder en markedsplads for ammunition, optik og udstyr, der overholder reglerne.

I praksis er især tre ting vigtige: godkendelse, opbevaring og sikkerhedsrisiko. På papiret kan en blanding nemlig virke interessant. Men i hverdagen er spørgsmålene: Er den tilladt? Kan den opbevares sikkert? Og hvad sker der, hvis den udsættes for fugt, varme eller en tændingsfejl?

Konklusion

Nyere pyrotekniske sammensætninger kan på enkelte punkter være bedre end klassiske magnesium/aluminium-nitratsystemer – men ikke generelt. Især perkloratfri nano- og hybridsystemer virker lovende, fordi de reducerer restprodukter og gør det muligt at styre antændelsen mere præcist.

På den anden side står termit og hydrider: maksimal energi, men mindre kontrol. Termit opnår den højeste spidstemperatur, men er næsten umulig at styre, når den først er antændt. Metalhydridsammensætninger er fortsat effektive, men reagerer følsomt på fugt. Nyt betyder altså ikke automatisk sikrere.

Reaktiviteten er ikke det eneste, der har betydning for opbevaringsstabiliteten. Bindemidler, partikelstørrelse og kontaminering spiller ofte en større rolle. Det er netop her, flaskehalsen ligger: Det er ikke spidseffekten, der sætter grænsen, men stabiliteten.

Ved sammensætningen, antændelsen, varmeafgivelsen og opbevaringsstabiliteten viser det samme mønster sig hver gang: Mere reaktivitet giver mere effekt – men også større risiko.

Teknisk er der tydelige forskelle, men juridisk ikke: Brandammunition er fortsat forbudt for civile; fosfor- og termitsammensætninger er desuden omfattet af krigsvåbenlovgivningen. Teksten er derfor en sammenligning af stoffer, ikke en vejledning.^[3][17]

Ofte stillede spørgsmål

Hvorfor antændes nogle pyrotekniske blandinger meget lettere end andre?

Det skyldes især deres kemiske sammensætning og fysiske egenskaber. Stoffer som magnesium antændes særligt let.

Blandinger med fine metalpartikler reagerer ofte mere følsomt på friktion, slag eller elektrostatisk udladning. Oxidationsmidlet spiller også en stor rolle: Klorater reagerer ofte kraftigt, mens kaliumperklorat er mere termisk stabilt.

Hvilken stofgruppe er mest risikabel ved opbevaring?

Ved opbevaring af brandammunition anses magnesiumholdige blandinger for at være særligt risikable. Magnesium gør sådanne stoffer mere følsomme over for fugt. Det kan nedbryde blandingen eller i værste fald udløse en utilsigtet antændelse.

Blandinger med fine metalpartikler er også kritiske. Deres høje ledningsevne øger risikoen for statisk elektricitet betydeligt. Derfor er hermetisk lukkede beholdere, lav luftfugtighed og beskyttelse mod elektrostatiske udladninger nødvendigt.

Hvorfor er nano- og hybridblandinger så følsomme trods deres fordele?

Nano- og hybridblandinger er så følsomme, fordi deres blanding er ekstremt reaktiv. Friktion, slag, varme eller elektrostatiske udladninger kan udløse en reaktion.

Det er særligt kritisk, når fint fordelte, ledende metalpartikler kombineres med stærkt reaktive oxidationsmidler. Netop denne kombination gør blandingerne følsomme. Hvis de håndteres eller opbevares forkert, kan det hurtigt føre til nedbrydning eller endda utilsigtet antændelse.

Relaterede blogindlæg

• Er brandammunition lovlig i Tyskland?
• Brandfare ved tracer-ammunition: Det skal du vide
• Pyrotekniske blandinger i brandammunition
• Tracer vs. brandammunition: Forskellene forklaret