Vildtskader – hvem betaler hvornår?

Mark, skov og vildt hører sammen!

Landmænd og skovejere har en berettiget interesse i, at vildtskaderne holdes nede eller erstattes. Men jægeren skal også gøre alt, hvad han kan, for at undgå ubehagelige overraskelser med de vildtskader, der kontraktligt er overdraget til ham i jagtlejekontrakten.

Det koster ca. 10.000,00 € / Ha. at tilplante brakarealer med skov. PEFC-standarderne skal overholdes. Hvis det ikke skal ødelægges af kronvildt, råvildt og mufloner, skal vildtskaderne holdes nede, især på disse arealer. Særligt i de første tre til fem år handler det om råvildtet, indtil „planterne er vokset uden for rækkevidde“.

Råbende kritikere, der reducerer jægerne til skadedyrsbekæmpere uden det eksisterende revirsystem og uden videre kræver, at alle rådyr skydes, uanset hvilke midler der tages i brug, tager ikke hensyn til denne interessekonflikt. Men jægerne skal også være villige til at prøve nye veje i stedet for bare at fortsætte som hidtil.

Lovgrundlag for regulering af vildtskader

Reglerne findes i de forskellige delstaters jagtlove, jagtbekendtgørelser og bekendtgørelser om gennemførelse af jagtlovene samt i den føderale jagtlov. Der ydes erstatning for vildtskader forårsaget af klovbærende vildt og f.eks. vildkaniner eller fasaner på arealer, der hører til et fælles jagtområde eller er tilknyttet et fælles jagtområde. Der gælder dog mange undtagelser. Som udgangspunkt er jagtforeningen erstatningspligtig, medmindre jagtlejeren har påtaget sig denne forpligtelse i jagtlejekontrakten, hvilket ofte er tilfældet.

Hvordan kan jægeren afværge erstatningskrav som følge af vildtskader?

Landmænd, skovejere og jagtlejere bør så vidt muligt planlægge nyplantninger og beskyttelsesforanstaltninger bindende i fællesskab. Intervaljagt på råvildt, især i de skadede områder, og afskydning af vildsvin er jægernes ansvar. Skovejeren og landmanden kan og skal støtte indsatsen som beskrevet i den følgende aftale, hvis de eventuelt vil gøre krav på erstatning for vildtskader. Kun et sådant målrettet samarbejde sikrer en god fremtid for skoven med vildt. Parterne kan med fordel aftale den fælles fremgangsmåde, for eksempel sådan her:

Eksempeltekst til en aftale om vildtskader

Eksempeltekst til en aftale om vildtskader på majsmarker, græsarealer og skovarealer inden for jagtforeningen Y

Mellem landmand X, …. jagtforeningen Y som bortforpagter, jægerne i jagtområde ...., ….

På grund af de vildtskader, der tidligere er opstået på majsmarker, græsarealer og skovarealer inden for jagtforeningen ..., aftaler parterne følgende foranstaltninger for at forebygge vildtskader:

Landmand X informerer den/de jagtberettigede i god tid – mindst tre dage før såning og høst af f.eks. majs – om det forestående arbejde, så jægerne kan træffe passende foranstaltninger eller f.eks. fjerne vildthegn igen om efteråret.

Landmand X lader en stribe på mindst 70 cm stå fri rundt om hver majsmark, så jægerne kan opsætte et elektrisk hegn mod skader fra vildsvin. Jægerne kan anlægge skydespor mod skovbrynet, jagtspor, jagtposter og foderpladser på arealerne. For dette høsttab modtager X __________ € / hektar om året.

Jægerne opsætter et elektrisk hegn rundt om de ____ kendte majsmarker for at forebygge vildtskader og vedligeholder det efter behov.

Landmand X sprøjter området langs hegnet med godkendte plantebeskyttelsesmidler i forbindelse med den almindelige pleje af majsmarkerne, så jægernes vedligeholdelsesarbejde reduceres tilsvarende. Denne ordning gælder ikke områder, hvor brugen af plantebeskyttelsesmidler er begrænset, og hvor hegnet derfor skal slås fri.

Jægerne informerer ejerne/forpagterne af arealerne skriftligt og hurtigst muligt, når de konstaterer vildtskader, især på majsmarker, græsarealer og tilplantede skovarealer – se bilaget nedenfor. Her fastsættes også tidspunktet for erstatning af skaden.

Jagten understøttes ved at anlægge plante- og jagtspor i skovkulturerne, rydde kulturerne for at lette jagten og informere tidligt om nye planteplaner. Ved de nye plantearealer bør der etableres en rute for færdsel og besøgende. Også gående, mountainbikere og andre skovgæster bør gøres opmærksomme på disse områder, der er ramt af skader. (Se den såkaldte Bechener Erklärung fra Kreisjägerschaft Rheinisch Bergischer Kreis på www.ljv-nrw.de)

Den løbende kommunikation mellem jagtforpagteren og land- og skovejeren, f.eks. årlige fælles besigtigelser med henblik på yderligere koordinering, gennemføres regelmæssigt.

Yderligere foranstaltninger  …

Oplysninger om vildtskader

Vildtskade på et               græsareal / en majsmark

  skovareal

Mark / skovareal: ----------- Areal ca.__________ qm  

Beskadigede træer/planter: ____________________

Skaden skal erstattes inden _____________________________ (måned/år), dog senest inden foråret næste år.

Undertegnede forpligter sig til i god tid at kontakte den ansvarlige ejer/forpagter/landmand for at få skaden erstattet.

Musterstadt, den _______Jagtforpagterens underskrift:

------------------------------------------------------------------------------

Efter § 1, stk. 2 i Bundesjagdgesetz har jagtforpagteren pligt til så vidt muligt at forebygge vildtskader. Jægere bør komme med konkrete forslag til landmanden og skovejeren om, hvordan skaderne kan begrænses.

Landmanden/skovejeren modsætter sig ofte et samarbejde om at forebygge vildtskader på majs- og engarealer eller bidskader på skovarealer. Han vil så ikke indgå en aftale. Men også landmanden og skovejeren skal samarbejde med jagtlejeren for at undgå en truende medskyld. Vi sammenfatter nogle udtalelser fra litteraturen og retspraksis om parternes gensidige forpligtelser. Se mere udførligt: Artikel af advokat Jürgen Reh i RdL 01/2020:

§ 254 BGB bygger på den retlige grundtanke, at den, der tilsidesætter den omhu, som efter omstændighederne er nødvendig for at beskytte sig selv mod skade, må acceptere, at erstatningskravet bortfalder eller nedsættes med op til 100 %.

Landmanden/skovejeren kan anses for medskyldig på en måde, der udelukker erstatningskravet, hvis vedkommende foretager bestemte såninger eller plantninger, hvor der på grund af den valgte ejendoms beliggenhed («situationsbundenhed») og valget af afgrøde med sikkerhed må forventes uforholdsmæssigt store vildtskader.

Det er ikke tilladt at stræbe efter det højest mulige udbytte uden hensyn til ejendommens situationsbundenhed. Landmanden kan naturligvis ikke få dikteret, hvad han dyrker på sine arealer. Denne frihed til at vælge dyrkningsmetoder kan dog betyde, at han ikke har krav på erstatning for vildtskader, hvis han er (hovedsageligt) medskyldig.

Bundesgerichtshof mener også, at ejeren som udtryk for ejendomsrettens sociale forpligtelse (Art. 14, stk. 2, GG) under alle omstændigheder må tåle vildtskader uden erstatning i et vist omfang. Omfanget af denne forpligtelse afhænger af ejendommens beliggenhed og beskaffenhed samt dens placering i landskabet og naturen, altså dens «situation». At tåle visse vildtskader er derfor grundlæggende et udtryk for ejendomsrettens sociale binding.

Landmanden er også medskyldig, hvis han uden hensyn til situationen og vel vidende, at et areal ikke kan drives jagt på (majs helt ud til skovkanten, ingen planteafstand på 6 m til skellet i skoven), undlader at skabe effektive muligheder for jagt, f.eks. ved at anlægge jagtstriber i hovedafgrøden og udsigtsstriber mellem hovedafgrøden og skovkanten. Desuden er det en selvfølge, at randarealer, der ikke hører til den dyrkede ejendom, holdes fri.

Eksempler på landmandens medskyld i tysk retspraksis

• Uforsvarlig drift af jorden, f.eks. ved at pløje afgrøder ned eller pløje hakket, ikke-høstet majs ned med efterfølgende såning af korn (Landgericht Schwerin; dom af 8.11.2002, 6S 269/01
• Manglende anlæg af jagtstriber i hovedafgrøden og synlighedsstriber mellem hovedafgrøden og skovbrynet (Belling i Staudinger: Kommentar zum BGB, Neubearbeitung 2008, § 835 BGB, Rn. 3)
• Åbenlyst vildtskadeudsat dyrkning (Amtsgericht Garmisch-Partenkirchen i Rdl 1968, 243; Amtsgericht Bad Segeberg i MDR 1952, 167); f.eks. en særligt vildtskadeudsat afgrøde ved et kendt vildtskadeudsat skovbryn (Englaender i AgrarR 1976 S. 40)"

Forebyggelse af vildtskader kræves altså ikke kun af jagtlejeren, men også af landmanden og skovejeren. § 32 BJG skal fortolkes sådan, at den landmand, der driver jorden, skal muliggøre beskyttelsesforanstaltninger og tåle dem. § 254 i Bürgerliches Gesetzbuch (BGB) om »medskyld« går endnu videre og kræver, at man medvirker til at forebygge skader. Afhængigt af afgrødens sårbarhed skal der ifølge BJG kræves mere eller mindre medvirken.

For at medskyld kan gøres gældende, bør jægere nøje dokumentere, hvilke skadesbegrænsende foranstaltninger den skadelidte landmand/skovejer har nægtet, hvornår og hvor, hvordan og med hvem til stede. Det er altid nyttigt at dokumentere så fuldstændigt som muligt. Når det gælder, hvordan dokumentationen skal foretages, er fotodokumentation altid bedst, især ved majs; enten fra et højtliggende sted eller med en drone.

Og hvis det alligevel ender med en retssag

Faldgruber ved den indledende procedure (NRW)

Først skal det undersøges, om ansvaret for vildtskader overhovedet er blevet overført til jagtlejeren ved en gyldig aftale i jagtlejekontrakten.

En anden forudsætning er, at den indledende procedure er gennemført korrekt. En mangelfuld indledende procedure ved vildtskader kan (under visse omstændigheder) medføre, at et søgsmål om betaling af erstatning for vildtskader ikke kan antages til behandling, f.eks. § 35, stk. 1, i Landesjagdgesetz NRW.

Nedenfor gennemgår vi et eksempel på vurdering af en vildtskade på græsarealer. Ved skader i skov gælder andre frister og forudsætninger.

For at en anmeldelse af vildtskader på græsarealer er korrekt, skal den skadelidte inden for en uge give den kompetente myndighed besked i henhold til § 34 BJG om, hvornår vedkommende har konstateret hvilke skader, hvor og på hvilke planter. Det skal sætte forvaltningsmyndigheden i stand til at vurdere skadernes art, omfang og tidspunktet for deres opståen samt anslå den skade, der er forårsaget af vildt. Kun hvis omfanget, stedet og arten af de enkelte skader dokumenteres og vurderes præcist, kan de skelnes tilstrækkeligt fra hinanden. Tvivl kommer den skadelidte til skade. For at forvaltningsmyndigheden og den sagkyndige i vildtskader, som den har udpeget, konkret kan anslå den anmeldte skade, skal det være muligt at skelne den fra ældre skader, uanset om de er anmeldt eller ej, og fra nyere, endnu ikke anmeldte skader. Især på arealer, der allerede flere gange har været ramt af vildtskader, bør der foretages kontrol hver uge.

Afhængigt af delstaten indskydes der efter anmeldelsen også en forligsprocedure.

Hvis der ikke opnås enighed, indkalder myndigheden straks til et møde på stedet med kontraktparterne (også jagtforeningen) og den lokale sagkyndige i vildtskader.

Den skadelidte bør under ingen omstændigheder acceptere fælles møder, da vedkommende ellers kan få betydelige problemer med at føre bevis i en efterfølgende retssag.

Vedkommende bør også hver gang få anmeldelsen bekræftet skriftligt. Det forudsætter naturligvis, at vedkommende kontrollerer sine græsarealer mindst én gang om ugen. En indbundet notesbog med relevante notater, bekræftet af vidner, er en fordel, da den kan fremlægges for retten som dokumentbevis.

En lang tidsperiode på over 2 måneder mellem anmeldelsen af skaden og selve mødet på skadestedet er så vigtig, fordi det så ikke længere er muligt at skelne mellem eventuelle ældre skader, der berettiger til erstatning, men ikke blev anmeldt rettidigt. I den forbindelse har lovgiver fastsat en klar regel i § 37, stk. 1, LJG NRW, hvorefter der straks skal afholdes et møde på skadestedet.

Begrebet „straks“ er defineret i § 121, stk. 1, sætning 1, BGB i forbindelse med anfægtelse og betyder „uden culpøs forsinkelse“. Dette ubestemte juridiske begreb er præciseret i LJG NRW, så der i hele den indledende procedure skal tages hensyn til et princip om koncentration og hurtig sagsbehandling. Den indledende procedure mister nemlig sit formål, hvis den kompetente kommune ikke gennemfører den hurtigt. Jf. Thies/Müller-Schallenberg, JagdR Nordrhein-Westfalen, s. 278e

Formålet med hurtigst muligt at indkalde til et møde på skadestedet er både at udnytte alle muligheder for at nå frem til en mindelig løsning og om nødvendigt at indlede en skadesopgørelse uden forsinkelse. I LJG NRW betyder „straks“ derfor så hurtigt som muligt. Det betyder, at der skal indkaldes til et møde på stedet inden for højst 48 timer, og at mødet skal afholdes inden for yderligere højst 48 timer. Jf. Thies/Müller-Schallenberg, JagdR Nordrhein-Westfalen, s. 278d. Den skadelidte bør bestemt afvise såkaldte fælles møder på et senere tidspunkt.

Hvis tidspunktet f.eks. først fastsættes flere måneder efter anmeldelsen af skaden, er kravet om, at det skal ske straks, tydeligvis ikke længere opfyldt. Det betyder også, at det ikke længere er muligt at skelne mellem gamle og nye skader, da der ikke længere er nogen tidsmæssig sammenhæng.

Det er derfor også umuligt for den sagkyndige, der deltog i vurderingen af vildtskaden under den forudgående behandling, at skelne mellem nye skader, der skal erstattes, og gamle skader, der ikke længere skal erstattes. Sagsøgerens påstand om, at det uden problemer var muligt at skelne mellem dem, dukker igen og igen nærmest refleksagtigt op, men det er ikke tilstrækkeligt.

En forsinket indkaldelse udelukkende til en vurdering opfylder på ingen måde kravene.

Vildtskadevurderingsmanden bør så vidt muligt indkaldes og være til stede ved den første besigtigelse. De involverede parter, især den, der fremsætter kravet, bør straks anmode om det. Sikring af beviser er yderst vigtig for at kunne gøre krav gældende! Indkaldelser og protokoller bør gennemgås nøje.

Forløbet ved besigtigelsen

Allerede ved besigtigelsens begyndelse og også undervejs forsøger myndighedens repræsentant at nå frem til en mindelig løsning. Vildtskadeskønsmanden fastslår skadens omfang og udarbejder en rapport med angivelse af ejendommens betegnelse og afgrødetype, vildtart og skadens omfang målt efter areal samt resultatet, dvs. skadesbeløbet. Der er et vist skønsmæssigt råderum i sagens natur. Beskrivelsen omfatter også tegninger og fotografier af skadens omfang og de omgivende forhold (jf. VG Cottbus, dom af 27.08.2015 - 3 K 935/13).

På baggrund heraf udarbejder myndigheden en foreløbig afgørelse med vejledning om klagemuligheder.

Hvis ingen af parterne klager over den, får den foreløbige afgørelse retskraft.

Erstatningen fastsættes efter § 249 BGB til det samlede tab i penge, da det ikke længere er muligt at genoprette den tidligere tilstand. Også sagsomkostningerne er en del af tabet, selvom kommunerne gentagne gange forsøger at fordele disse omkostninger med henvisning til § 40, stk. 3, LJG NRW.

Det ville også være urimeligt, fordi det ville afholde skadelidte fra at anmelde mindre skader på grund af de omkostninger, de risikerer at hæfte for. Senere får landmanden så problemer med at skelne mellem gamle og nye skader på en måde, der kan dokumenteres som bevis. Resultatet er, at det samlede erstatningskrav ikke længere kan gøres gældende.

Se også: AG Siegburg, dom af 16.2.2011 118 Ca 186/10;  AG Meschede 6 C 50/17 af 27.6.2017

Klageprocedure

I hver klagesag skal det undersøges, om den forudgående procedure, der kræves i henhold til § 36, stk. 1, LJG NRW, ikke er gennemført korrekt i henhold til §§ 36-41 LJG NRW  og har en alvorlig mangel, og om erstatningsbeløbet er vurderet korrekt.

Som jagtlejer bør man om nødvendigt også lade det komme an på en retssag. På længere sigt kan det nogle gange være lærerigt for den angiveligt skadelidte, hvis erstatningsbeløbet reduceres på grund af medskyld, eller hvis formelle mangler i den forudgående procedure giver problemer.

Vurdering af vildtskader – forhåndsvurdering, bevismateriale

Forløbet er beskrevet i artiklerne

https://ljv-hessen.de/wp-content/uploads/2017/05/Wildschadensregulierung2.pdf

https://www.gstb-rlp.de/gstbrp/Forsten und Jagd/Jagdgenossenschaften/Aufs%C3%A4tze/Wildschaden und Wildschadensregulierung/Rechtliche Grundlagen und das Verfahren beim Wildschadensersatz (Schriftenreihe LWK RLP, pdf)/Rechtliche_Grundlagen_Wildschadensersatz.pdf

Standardværket om emnet: Erstatning for vildt- og jagtskader, håndbog om skadebehandling med beregningsgrundlag og tabeller, udkommer på Carl Link Verlag i september 2017, løsblade, 470 sider; 978-3-556-75400-9 (ISBN)