Gravhunden – den hemmelige allroundjagthund

Gravhunden, der også ofte kaldes dachshund eller især teckel i jægersprog, er en jagthunderace, der er avlet i Tyskland. Der findes flere avlsorganisationer, der har specialiseret sig i avl af gravhunde, f.eks. Deutscher Teckelklub 1888. Gravhunde hører til FCI-gruppe 4. 

Udseende og temperament

Gravhunde har en kompakt kropsbygning. Gravhundens særlige kendetegn er den langstrakte form og de forholdsvis korte ben. Gravhunde er meget muskuløse og holder hovedet højt. Sammenlignet med resten af kroppen og benene er hovedet større, hvilket skyldes en tilsigtet achondroplasi, altså en forkortelse af lemmerne. Gravhunde findes i forskellige størrelser samt med forskellige farver og pelstyper. Ruhåret, korthåret og langhåret er de almindelige pelstyper. Sort, rød, vildsvinefarvet eller kombinationer af disse er almindelige farver. Ensfarvede eller flerfarvede hvide gravhunde er dog udelukket fra racestandarden. Det samme gælder sorte gravhunde uden tan-aftegninger. 

Gravhunde er meget selvsikre hunde. Det er en stor hjælp i mange jagtsituationer, for eksempel ved grævlingejagt, som også har givet gravhunden dens navn. Det er også en stor fordel ved jagt på andet vildt, der kan forsvare sig. Ved gravjagt arbejder gravhunden alene og må træffe sine egne beslutninger, da hundeføreren ikke er inden for rækkevidde i sådanne situationer. Gravhunde er dog ikke særligt kontaktsøgende. Det betyder, at hundene under træningen har brug for kærlig konsekvens og en dygtig hundefører, og at træningen, som med alle jagthunde, helst bør begynde, mens hunden stadig er hvalp. Her skal man også være opmærksom på, at en gravhund med for stor selvtillid kan komme i konflikter med andre hunde, fordi den måske ikke viser dem tilstrækkelig respekt. 

Gravhundens anvendelsesområder

Gravhunden blev avlet specielt til jagt, især gravjagt på ræve og grævlinger. Takket være sine korte ben og sin forholdsvis lille brystomkreds kan gravhunden trænge ind i dyrenes underjordiske gange og drive dem ud af deres bo. Gravhunden er dog ikke særlig egnet til at stille vildtet eller indlade sig på en kamp. Gravhunde er også fremragende til at støve vildt op. På trykjagter flygter vildtet, som gravhunden har rejst, langsommere og mere roligt og stopper ofte op, hvilket gør det meget lettere at bedømme vildtet. Det betyder også, at der sjældnere afgives forbiere til vildt i flugt.

Almindelige sygdomme

Det mest iøjnefaldende kendetegn ved gravhunden er dens korte ben. Det skyldes en chondrodysplasi, en form for achondroplasi. Misdannelsen er resultatet af en mutation, der medfører for tidlig forbening af vækstzonerne i benenes lange knogler og dermed forkortede og krumme lemmer. Den meget lange rygsøjle i forhold til benene giver også gravhunden problemer. Et af dem er den såkaldte gravhundelammelse, som er en særlig form for diskusprolaps. Ved gravhundelammelse bliver nervebanerne i rygsøjlen delvist klemt af, hvilket medfører lammelser og tab af kontrol over bagbenene. For at forebygge dette bør du sørge for, at hunden opbygger tilstrækkeligt stærke rygmuskler ved at bevæge sig meget. Det forebygger også overvægt, som øger risikoen for gravhundelammelse yderligere. Når gravhundelammelsen først er opstået, kan den ikke helbredes. Der findes dog operationer, fysioterapi og medicin, som kan lindre symptomerne.

Ernæring og pleje

Gravhunde spiser gerne og meget. Grundlæggende gælder det samme som for alle andre jagthunderacer: Undgå overvægt. Overvægt øger ikke kun risikoen for en lang række sygdomme. Faktisk forkorter for høj vægt også jagthundes forventede levetid. Desuden begrænser det gravhundens bevægelsesfrihed og gør den langsommere og mere tungnem, hvilket påvirker jagtresultatet negativt. Når det gælder den rette ernæring, bør godbidder kun gives med omtanke. Det anbefales at veje gravhunden regelmæssigt for at holde øje med vægten. Det almindelige hundefoder bør være af høj kvalitet og give hunden alle de vigtige næringsstoffer, den har brug for til en sund og afbalanceret kost. En særlig god og artskorrekt råfodring kaldes BARF. Hundene får ikke kun rigeligt med frisk kød og indmad, men også en stor portion vitamin- og mineraltilskud. For at undgå, at gravhunden får for lidt eller for meget af noget, bør hundeejere altid rådføre sig med en dyrlæge eller hundeopdrætter. Der bør altid være rigeligt med vand i vandskålene. 

Gravhunde har brug for regelmæssig pelspleje, som dog afhænger helt af pelsens længde. For at forebygge, at pelsen filtrer, bør hundeejeren rede hunden med en hundekam flere gange om ugen. Da gravhunde har et meget stærkt jagtinstinkt, er det vigtigt at fjerne snavs og uønskede smådyr fra pelsen. Husk også at klippe kløerne regelmæssigt og kontrollere tænderne. Gravhunde behøver ikke nødvendigvis at blive badet; det er nok forsigtigt at rense pelsen med en børste. Hvis pelsen derimod bliver meget snavset, bør du bruge en særlig hundeshampoo. For at forebygge irritation af øjnene og næsens slimhinder skal du være meget omhyggelig med, at skummet ikke kommer i kontakt med gravhundens ansigt. 

Træning og aktiviteter for gravhunden

Gravhunde har masser af energi og skal derfor have rigeligt med motion. Gravhunden er altså den ideelle ledsager på vandreture eller lange gåture. Det skader hverken hund eller ejer at holde en pause indimellem. Hvis ejeren derimod vil cykle eller løbe en tur, bør gravhunden blive hjemme, da dens korte ben gør den bedst egnet til et roligt tempo. Gravhunde kan også begejstres for mange hundesportsgrene, for eksempel apportering. Hundene elsker at lede efter og hente bolde eller pinde, som ejeren har kastet. Gravhunden skal have god tid til at snuse rundt og følge spor, så den kan få brændt energi af. Det er ikke uden grund, at opdrættere som regel foretrækker at sælge deres hvalpe til erfarne jægere eller skovfogeder, for hos dem kan gravhunden leve et artstilpasset liv uden kompromiser. 

Ulemper ved gravhunden

Gravhunde har meget lidt respekt for fremmede mennesker og hunde. Da gravhunde har en utrolig stærk vilje, har de tendens til at gø. Derfor skal hundeejeren tidligt få styr på denne adfærd, så hunden lærer sine grænser, og ejeren fortsat kan have et godt forhold til sine naboer.  På grund af deres langstrakte kropsform er dyrene udsatte for diskusprolaps.